Glæder mig til at vise Leo Scherfigs fine forside i en ren og tydelig gengivelse. Har prøvet at fotografere den, men det fine blanke får mobilkameraet til at se genskin og jeg ved ikke hvad ...
Synes alligevel, det skal fejres, så her er bagsideteksten - og til de udholdende - fortsættelsen på et af mine tidligere indlæg med uddrag ...
Fra bagside: Vera Bernadette Von Guldsten har helt opgivet sin drøm om at være superhelt og få en lillebror. I stedet er hun sammen med sin far flyttet til "Verdens ende" for at gå i en ny skole og passe et gammelt og meget besværligt fyrtårn.
En dag, veras far er sejlet ud for at tage garn ind fra havet, og vera er alene hjemme, er det pludselig begyndt at storme og tordne. Vera vil bare lige gå op i fyrtårnet for at holde udkig efter ham. Og så begynder der at ske mærkelige ting...
Uddrag fra side 27-31 "Det småregnede nu. Tordenen var nået langt forbi odden og byen, men himlen var stadig dækket af tykke mørke skyer fra den ene horisont til den anden. Solen var vist gået ned for længst, og ingen stjerner kunne ses. Hvis man ikke lige vidste det, ville man slet ikke kunne se, hvad der var øst og hvad der var vest.
Vera rejste sig og rystede sit våde hår og samlede sine briller op fra jorden. Hun kunne mærke, der var noget galt og kiggede op mod fyret. Det var holdt op med at virke. Så var det da ikke så mærkeligt, at hendes far ikke kunne finde hjem. Hun måtte skynde sig op i tårnet og få det i gang igen.
Hun havde lige nået hen til døren, da hun hørte lyden af en bil i på den anden side af huset. Gruset knirkede og motoren slukkedes. Og nu lød der skridt op ad deres trappe til hoveddøren. Måske var det en, der havde set, at fyret ikke virkede.
Vera skyndte sig rundt om hjørnet og hen mod trappen, hvor en stor mand med arbejdstøj og en hvid krans af hår stod på trappen.
”Hvad er den af med fyret?” sagde han og pegede op mod den mørke silhuet af tårnet. ”Nu har det ellers gået godt så længe.”
”Ja, det skal repareres. Jeg skal lige til at ordne det,” sagde Vera.
”Du? Skal DU ordne det? Hvorfor ikke din far?” Manden så betuttet på Vera og fik dybe rynker i sin pande, der skinnede blankt i mørket.
”Han er på havet og kan vist ikke lige finde hjem,” sagde Vera. Det var jo sådan nogenlunde dét, hendes mor havde fortalt hende.
”Kan han ikke finde hjem? Jamen så må vi jo have nogen ud efter ham. Er du alene her?” Manden gik hen mod sin bil og tog en værktøjskasse op af bagagerummet.
”Nej, nej, min mor er her faktisk også,” løj Vera.
”Må jeg ikke lige snakke med din mor så? Har hun sendt nogen ud at lede efter din far?”
”Ja, ja, det har hun, og jeg tager jo af sted om lidt. Og jeg tror, at min mor ligger og sover middagslur,” sagde Vera og lukkede døren op for at hente lidt mad og drikke til turen i køkkenet.
”Skal DU af sted efter din far?” Nu var manden endnu mere betuttet, og hans hage hang næsten nede på brystet. Det skal du da vel ikke selv?”
”Jo, det skal jeg,” sagde Vera og satte hænderne i siden. ”Men du tager min tid, så farvel!”
”Nej ved du hvad, det må jeg vist lige snakke med din mor om, det her.”
Nu måtte Vera være snu.
”Jeg skal nok vække hende, så kan du måske få fyret til at virke imens?”
Manden kløede sig på issen. ”Hmjaaaa, det kan vi jo godt sige. Og du render ingen steder så længe.”
”Nej nej, rolig nu. Jeg sagde jo lige, at jeg skulle vække min mor, ikke?”
”Godt så.” Manden rystede lidt på hovedet og gik gennem mørket mod fyrtårnet.
Vera vidste jo godt, hvad der ville ske, hvis det blev opdaget, at hun var alene tilbage i huset, og hvis hendes far ikke kom tilbage lige med det samme.
Der ville komme en skrap dame efter hende. Hun ville blive sendt på børnehjem. Og det havde hun overhovedet ikke lyst til. For det første ville hun ikke kunne sidde under sin mors billede i fyrtårnet længere. For det andet var det jo der, Peter, klassens virkelig frække dreng, boede.
Nej, hun måtte se at komme af sted. Og helst inden fyret begyndte at lyse igen, så ingen bemærkede hende."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar